BÆREDYGTIGT DOMICILBYGGERI BIDRAGER TIL UDVIKLING AF HAVNEOMRÅDE

MARKANT DOMICIL PÅ AALBORG HAVN

Kedelproducenten Alfa Laval kunne i sommeren 2015 flytte ind i deres nye domicil i Aalborg. På de tidligere værftsarealer på havnen nyder virksomheden nu godt af 6.000 nye, gennemtænkte kvadratmetre. Projektet er en del af den fremsigtede udvikling, der i disse år særligt foregår på Aalborgs østlige havnefront. Her ønsker man at fortætte området omkring de eksisterende store bygninger og haller med nye bygninger, der skal skabe nye rum og udkig til vandet. 

Det topmoderne, bæredygtige lavenergihus understøtter Alfa Lavals profil, som sælger af energi- og miljørigtige løsninger til skibsfarten. Og netop koblingen til det maritime fremgår tydeligt af det færdige projekt. Det U-formede atriumbyggeri bindes sammen af indvendige gangbroer, lange hvide horisontale facadebånd over en tung base, der sammen med placeringen ved vandet refererer til den maritime verden. Byggeriet har som det første i Aalborg opnået at blive sølvcertificeret efter de nye DGNB-standarder, der både omfatter miljø, økonomi og sociale faktorer.

DET GODE OMDØMME

Da behovet for et nyt domicil viste sig, havde Alfa Laval brug for en bygherrerådgiver til at vejlede og rådgive i processen omkring det nye byggeri. Kuben Managements gode omdømme i det nordjyske gjorde det til et naturligt valg for Alfa Laval at kontakte os om opgaven. 

Siden da har et tæt og tillidsfuldt samarbejde udviklet sig, hvor Kuben Management har assisteret Alfa Laval med udvælgelsen af vinderprojektet samt varetaget opfølgning og tilsyn i forbindelse med forhandling, projektering og udførelse. Således har vi været med til at sikre, at Alfa Laval i dag står med et domicil med det udtryk og de egenskaber, som virksomheden har ønsket sig.

Domicilet er opført til Alfa Laval af TK Development og er efter færdiggørelsen overtaget af PensionDanmark, som udlejer byggeriet til Alfa Laval.

ALFA LAVAL AALBORG

FAKTA

KUNDE: Alfa Laval
PERIODE: 2013-2015
TYPE: Nybyggeri
BUDGET: 126 mio. kr. inkl. grund.
BYGHERRERÅDGIVER: Kuben Management A/S
DET UDFØRENDE TEAM: PLH Arkitekter, OBH Gruppen og Gråkjær Industribyg
BYGHERRE OG PROJEKTUDVIKLER: TK Development