City Campus Aalborg Henning Larsen Architects Lille 2

FRA GODSBANEAREAL TIL CAMPUSOMRÅDE

NY VIDENBY TIL AALBORG

Det er efterhånden mange år siden, at der sidst kørte tog på Godsbanearealet i Aalborg. Det 11 Ha store areal og de tilhørende bygninger har siden været udlejet til forskelligt brug og parkering. Området rummer fortællingen om den tid, hvor togdriften var et vigtigt element i byens økonomi og industrielle udvikling. Arealets historie og placering tæt ved den gamle bydel og Aalborg station og busterminal, gør stedet til et oplagt udviklingspotentiale.

Sådan et potentiale har vi svært ved at lade ligge. I samarbejde med Colliers Ejendomsmæglere, Stigsborggruppen og Aalborg Kommune sørgede vi således for, at der i 2009 blev indgået aftale med DSB Ejendomsudvikling om projektudvikling af godsbanearealet. Drømmen om et nyt og fremsynet campusområde opstod allerede i 2003. En videnby og en helt ny bæredygtig bydel, der med et grønt image, skal være en del af det aktive byliv midt i Aalborg. Eksperimenterende arkitektur og kreativ genbrug af stedets kulturhistoriske spor skal tilføre området den helt rette ånd.

DSB’s kriterium for at sælge arealet var, at minimum 30.000 m2 byggeret skulle være aftalt solgt. Målet blevet allerede nået ved udgangen af 2011, og i dag foreligger der salgsaftaler for hele arealet.

120.000 M2 NYBYGGERI

Med grundlag i et fyldestgørende visionsoplæg, som vi udarbejdede, blev der i 2009 indbudt til arkitektkonkurrence om masterplanen for det store område. Kravet til planen var et byområde indeholdende 60.000 m² uddannelsesbyggeri, 20.000m² boligbyggeri, 10.000 m² butiksbyggeri og 31.000 m² erhvervsbyggeri.

Vi deltog i forløbet omkring udvælgelsen af det helt rigtige forslag og har siden været med i processen omkring realiseringen af projektet, der står færdigt 2014. Vi har bl.a. foranlediget kontakten til boligselskabet Aluba Bolig, om opførelse af boliger. Således stod vi for udbuddet af totalentreprisen af de 175 ungdomsboliger og 35 familieboliger af høj arkitektonisk kvalitet, der som det første byggeri stod klar til indflytning i 2012. Også Aalborg Studenterkursus har indtaget deres nye lokaler og flere byggerier er langsomt ved at forme det store areal.

CITY CAMPUS AALBORG

FAKTA

KUNDE: DSB Ejendomsudvikling A/S, Aalborg Kommune, Alabu Bolig, Studenterkursus mv.

PERIODE: 2008-2016

TYPE: Udvikling, nybyggeri

BUDGET: 240 mio. kr. ekskl. moms

BYGHERRERÅDGIVER: Kuben Management A/S 

DET UDFØRENDE TEAM: Polyform og Cenergia