FRA DE FØRSTE TANKER TIL DET FÆRDIGE BYGGERI

ET ATTRAKTIVT BOLIGOMRÅDE BLIVER TIL

Reimarparken i Silkeborg er blevet til i et tæt samspil mellem bygherren, den private investor H. Reimar Nielsen, og bygherrerådgiveren fra Kuben Management. Bygherren havde et ønske om at opføre lejeboliger på grunden syd for Silkeborg Langsø, når den gamle tømmerhandel var nedrevet.


Gennem et godt samarbejde med Kuben Management udmøntede sig nogle tanker om lejeboliger opført som meget individuelle boliger - adskilt og dog sammenhængende - eksempelvis som punkthuse, med udsigt over søen og det smukke landskab. Vores bygherrerådgiver Erik Kløve omsatte tankerne i en projektbeskrivelse og medvirkede stærkt til at få godkendt en lokalplan med punkthuse for området i dialog med kommunen. Lokalplanen blev godkendt med en attraktiv boligbebyggelse for seniorer, og dermed var døren åbnet til en ny virkelighed i et faseopdelt forløb.

ANALYSE AF DEMOGRAFISK UDVIKLING VISTE VEJEN

FRA UNGE- OG FAMILIEBOLIGER TIL SENIORBOLIGER

Oprindeligt var tanken, at boligerne skulle udlejes som familieboliger. Men en analyse af den demografiske udvikling og den overophedede markedssituation på boligmarkedet i Silkeborg fik os til at anbefale boliger fortrinsvis målrettet seniorer, som ikke længere ønsker at passe have og parcelhus. Målgruppen er en befolkningsgruppe, som vokser i størrelse år for år, og som ofte mangler relevante boligmuligheder i bykernen tæt på nødvendig behandling, indkøbsmuligheder og kulturtilbud.


Tankerne blev omsat i et byggeprogram og en totalentreprisekonkurrence, som blev vundet af totalentreprenøren Gustav Hansen med Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, Årstiderne Arkitekter og landskabsarkitekterne Møller & Grønborg som samarbejdspartnere.


Reimarparkens i alt 13 punkthuse er opført over en 6-årig periode, hvor hver fase blev igangsat, efterhånden som udlejningen af den foregående fase forløb fornuftig eller udsigterne for en fornuftig byggesag vejede tungt.

Reimarparken_case1.jpg

HØJT KVALITETSNIVEAU OG SYSTEMATISK ARBEJDSTILGANG

OPTIMERING IGENNEM HELE PROCESSEN

Vi har igennem den fasevise opførelse af bebyggelsen fulgt projektets gennemførelse tæt. Vores mål har været at sikre et højt kvalitetsniveau og den forventede økonomi indenfor den tidsramme, som vi i samarbejde med bygherren har udstukket. Samtidig har vi med fine resultater arbejdet systematisk med entreprenøren på at optimere byggeprocessen, så byggeriet fra punkthus til punkthus kunne opføres mere og mere effektivt og med færre og færre fejl og mangler. Derfor er der løbende lavet optimeringer, så både energiforbedringer på grund af nye energikrav samt organiseringen og indretningen af boliger er blevet bedre for hver etape.


Reimarparken er i dag fuldt udlejet – og det endda i en situation, hvor der i Silkeborg ikke er boligmangel men tværtimod i nogle områder tomme lejeboliger. Områdets store popularitet er det klareste bevis for os på, at vores samarbejde med H. Reimar Nielsen Parkbebyggelse A/S har skabt stor værdi – for bygherren, for lejerne og for samfundet.

REIMARPARKEN

FAKTA

Reimarparken består af 195 boliger med fælleshus og viceværtsbygning på Stærevej og Svanevej i Silkeborg.

Boligerne er indrettet som 2-, 3- og 4-værelses lejligheder med særligt fokus på at være ældrevenlige, dvs. med god tilgængelighed overalt.

Bebyggelsen er inddelt i seks etaper med fire kontraheringer. Etape 1 er afleveret i oktober 2011. Etape 4 er afleveret i maj 2014. Etape 5 og 6 er afleveret i hhv. marts og maj 2015. I etape 1 er opført en viceværtsbygning, og i etape 4 er opført et fælleshus. I alt er bebyggelsen på 18.640 m².

 

Kunde: H. Reimar Nielsen Parkbebyggelse A/S

Periode: 2006-2015

Areal: 18.640 m²

Type: Nybyggeri

Budget: 300 mio. kr. ekskl. moms

Bygherrerådgiver: Kuben Management A/S

Det udførende team: Totalentreprenør Gustav Hansen, murer og entreprenør a/s, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, Årstiderne Arkitekter og landskabsarkitekterne Møller & Grønborg