Glostrup600x475.jpg

NYTÆNKENDE UDBUDSSTRATEGI FREMTIDSSIKRER ET AF DANMARKS STØRSTE BOLIGOMRÅDER

HELHEDSRENOVERING AF STADIONKVARTERET I GLOSTRUP

Stadionkvarteret i Glostrup er med sine 1.235 boliger et af Danmarks største almene boligområder. Bebyggelsen blev opført i 1955-66 som en klassisk stokbebyggelse i gule mursten, og i mange år var Stadionkvarteret et godt bud på velfærdssamfundets nye, moderne boliger med bad, køkkener, grønne udearealer og plads til alle.

I begyndelsen af 2010’erne havde årene dog sat sine spor på de gulmurede boligblokke. En gennemgribende renovering var nødvendig og blev godkendt af Landsbyggefonden. Tage, døre og vinduer skulle udskiftes, hulmure isoleres, og der skulle etableres ventilationsanlæg i hele bebyggelsen samt ske en opdatering af installationer, såsom varmeanlæg. Dertil skulle de bolignære udearealer gentænkes. Målet for helhedsrenoveringen var igen at gøre Stadionkvarteret til et attraktivt og mangfoldigt boligområde med tidssvarende boliger til alle beboere.

FREMSKUDT UDBUD VAR LØSNINGEN PÅ KOMPLEKS OPGAVE

SAMARBEJDE OM UDVIKLING AF NY UDBUDSMODEL

Efter udbud af hovedentreprisen blev Kuben Management i 2015 koblet på som gennemgående teknisk bygherrerådgiver, og vi igangsatte en række byggetekniske undersøgelser for at skabe overblik over opgaven. Det stod hurtigt klart, at en så stor og kompleks renovering ikke kunne løses tilfredsstillende ved traditionel fag- eller storentreprise.

I samarbejde med Glostrup Boligselskab, JJW Arkitekter og Advokatfirmaet Molt Wengel udarbejdede Kuben Management en særlig model med fremskudt udbud for projektets seks etaper. Første etape blev således udbudt på hovedprojektniveau, og de øvrige etaper på dispositionsforslagsniveau. Alt blev derefter udbudt i en samlet hovedentreprise.

WORKSHOPS SOM VÆRKTØJ I KVALITETSSIKRINGEN

OPTIMERINGSRUNDER SIKRER VÆRDIFULD ERFARINGSOPSAMLING

Samtidig blev der forud for igangsættelsen af hver ny etape (etape 2-6) afholdt workshops med såkaldte optimeringsrunder, hvor der blev indsamlet erfaringer fra den aktuelle etape, som kunne danne grundlag for eksempelvis pris- og tidsmæssig optimering af næste etape.

Projektchef Lars Lynge fra hovedentreprenør Enemærke & Petersen siger:

”På en stor renoveringssag som Stadionkvarteret giver det rigtig god mening at udbyde projektet i hovedentreprise med kontrakt på 1. etape og løbende frigivelse af de efterfølgende etaper på baggrund af optimeringsrunder, sådan som Kuben Management har gjort for Glostrup Boligselskab. Det skaber værdi i udførselsfasen, fordi det er det samme team af håndværkere, der udfører arbejdet fra etape til etape og derfor kan drage nytte af gentagelserne”.

Foto nedenfor: ©Skovdal Nordic - venligst udlånt af Enemærke & Petersen.

BÆREDYGTIG FREMTIDSSIKRING AF ET ATTRAKTIVT BOLIGTILBUD

NÅR RENOVERING HANDLER OM MERE END ISTANDSÆTTELSE

Som sparringspartner for Glostrup Boligselskab bidrog vi under hele projektet til at definere formen for samarbejdet mellem bygherre, totalrådgiver og entreprenør, og under udførslen fungerede vi som uvildig samarbejds- og optimeringspartner for parterne i sagen. Vores projektchef sørgede til ugentlige møder på byggepladsen for, at alle blev hørt, at samarbejdet fungerede, og at der var styr på tid, økonomi og kvalitet.

Renoveringen af Stadionkvarteret er en fremtidssikring, som skal holde i mange årtier. Derfor er der i renoveringen lagt vægt på både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Eksempelvis er der valgt bygningsmaterialer med en høj kvalitet og lang levetid.

Udover den generelle renovering og opgradering af Stadionkvarterets boliger er sammenlægningen af et antal mindre lejligheder til større boliger samt etablering af tilgængelighedsboliger tiltag, der styrker områdets sociale bæredygtighed - helt i tråd med den almene sektors ambitioner om at tilbyde inkluderende boligtilbud.

Renoveringen af Stadionkvarteret blev afsluttet ultimo 2019.

FAKTA

Bygherre: Glostrup Boligselskab

Arkitekt & Totalrådgiver: JJW Arkitekter

Hovedentreprenør: Enemærke & Petersen

Bygherrerådgiver: Kuben Management A/S

Landskab: JJW Landskab

Ingeniør: Danakon

Periode: 2010-2019

Areal: 97.368 etagemeter – 1.235 boliger

Budget: 1,2 mia. kr