« Gå til nyhedsoversigt

Bosætningsanalyse: Unikke data bidrager til Ballerup Kommunes by- og boligudvikling

I samarbejde med analysevirksomheden Exometric har vi udarbejdet en bosætningsanalyse for Ballerup Kommune, der identificerer, hvordan kommunen gennem de kommende 10-15 år kan tiltrække op mod 4000 nye borgere ved at tilbyde de rigtige boligformer i samarbejde med investorerne. Analysen bygger både på data om eksisterende borgeres og potentielle målgruppers bosætningspræferencer og på markedsdialog med potentielle ejendomsinvestorer.

Vil styrke bosætningen i Ballerup
Ballerup Kommune er allerede i dag en eftertragtet bosætningskommune. Beliggenheden nord for København, nærheden til naturen, et rigt udbud af servicetilbud og de mange gode infrastrukturelle forbindelser gør Ballerup Kommune til at attraktivt sted at bosætte sig for både unge, børnefamilier og ældre. Men kommunen ønsker dels at tiltrække flere borgere, dels at tiltrække og fastholde flere yngre målgrupper, og vi har derfor udarbejdet en målgruppe- og redskabsorienteret analyse, der identificerer hvem, der kan have interesse i at flytte til kommunen, samt hvilke typer af boliger, der er attraktive for disse målgrupper.

Gennem dialog med potentielle investorer har vi i analysen også kortlagt, hvad der skal til for at rekruttere investorer, som har en interesse i at bygge boliger i eksisterende boligkvarterer og i at udvikle nye projekter i Ballerup Kommune. Direktør Carsten Riis uddyber:

”Det er vigtigt for Ballerup Kommune at arbejde vidensbaseret, samt at tilbyde vores samarbejdspartnere blandt fx investorer og virksomheder en høj service og et godt beslutningsgrundlag, før de vælger at investere i vores kommune - og det bidrager den nye bosætningsanalyse fra Kuben Management til.”

Unikke data danner grundlag for bosætningsanalyse
Datagrundlaget for vores arbejde er hentet i offentlige registre, hvor vi har undersøgt nuværende Ballerup-borgeres demografiske og socioøkonomiske forhold, og i Exometrics egenudviklede database Exobase, som rummer unik information om 5000 borgeres forbrugeradfærd, flytteplaner, boligpræferencer, servicebehov, erhvervsefterspørgsel mm.

Det har været spændende at hjælpe Ballerup Kommune med at skabe et solidt datagrundlag for deres kommunikation med investorer om den fremtidige by- og boligudvikling i Ballerup Kommune, og vi ønsker kommunen held og lykke med deres videre arbejde.