« Gå til nyhedsoversigt

Kuben Management udfører teknisk due diligence på årets hidtil største boligejendomshandel

For Velliv og Industriens Pension har vi foretaget teknisk due diligence i forbindelse med købet af en nyopført ejendomsportefølje på ca. 50.000 kvm fordelt på tre ejendomme i hhv. Aarhus, Ørestaden og på Amager. Det er den nordiske ejendomsudvikler, -investor og fondsforvalter NREP, der sælger ejendommene til en pris på knap 2 milliarder kroner. Dermed er handelen årets hidtil største inden for køb og salg af boligejendomme.

Ejendomsporteføljen indeholder 521 boliger og et mindre antal erhvervslejemål. Risskov Husene rummer 208 boliger, Himmelbyen i Ørestad 128 boliger og Strandhaverne på Amager Strandvej 185 boliger. Derudover indeholder Strandhaverne 12 erhvervslejemål og en parkeringskælder med 130 pladser.

Vores ydelser i forbindelse med teknisk due diligence består i besigtigelse og gennemgang af ejendommene samt en desk-top undersøgelse med baggrund i materiale fra projektets datarum. Fokus har især været på de valgte tekniske og arkitektoniske løsninger i forhold til bygningens langsigtede anvendelighed, holdbarhed og vedligeholdelsesbehov. Den tekniske due diligence har til formål at give køber et overblik over ejendommens stand, muligheder og evt. risici, og er dermed et vigtigt led i at sikre køber en god handel med fornuftige afkastmuligheder.

Afledt af arbejdet med den tekniske due diligence har Kuben Managements rådgivere også udarbejdet drift- og vedligeholdelsesbudget for ejendommene, og vi har fortaget 1 års gennemgang af Strandhavernes etape 1 samt opfølgning i forbindelse med bæredygtighedscertificering af Strandhaverne og Himmelbyen. På Risskovhusene varetager vi DGNB-certificering fra start til slut.

Det øvrige rådgiverteam i forbindelse med transaktionen består af Bruun & Hjejle, Gorrissen Federspiel, Cushmann & Wakefield RED og Deloitte.

Med købet forventer Velliv og Industriens Pension at sikre solide afkast samt mulighed for en god bolig til sine pensionskunder, men også at bidrage til en god udvikling i områderne og til at fremme bæredygtighed inden for det byggede miljø, da DGNB indgår i alle tre ejendomme.

 Foto: Strandhaverne, Amager. Af JUUL | FROST ARKITEKTER