« Gå til nyhedsoversigt

Nyt projekt i Nyborg med PBU

Pædagogernes Pension (PBU) og Kuben Management påbegynder nu et attraktivt boligbyggeri i skandinavisk bådhusstil på DSBs tidligere færgeleje i Nyborg. Byggeriet er den første konkrete udmøntning af et nyindgået samarbejde, som vi forventer os meget af i årene fremover.

Projektet forventes at blive startskuddet til en række af nye, spændende boligprojekter på DSB’s gamle havnearealer i Nyborg. De 64 attraktive eje- og lejeboliger med havudsigt skal bygges, hvor jernbanefærgerne i sin tid lagde til. SKALA Arkitekter står bag de kommende boligers arkitektoniske greb, der med gentagende gavlhusstrukturer har reference til de skandinaviske havnehuse, hvor sejlbåde og havnemateriel blev opbevaret.

PBU er den første institutionelle investor, der går ind i forbindelse med udviklingen af de tidligere DSB-færgelejer, og i Kuben Management glæder vi os over at indgå både som medinvestor og som bygherrerådgiver for PBU i udviklingen af nye boligprojekter fra byggeriets allertidligste faser – med det aktuelle projekt i Nyborg og med kommende boligprojekter.

Ydelser fra de første idéer til 5-års gennemgangen
Som en del af forarbejdet for projektet indgår en analyse fra rådgivningsvirksomheden Exometric, der for Kuben Management har afdækket og analyseret boligefterspørgslen i området. Exometric har dermed skabt en ekstra afdækning af projektets risiko for investorerne. Fra 1. januar 2017 har Exometric fået status som Kuben Managements søsterselskab i NRGi’s rådgivningsdivision.

Projektet på Midtermolen i Nyborg demonstrerer på den måde, at Kuben Management og Exometric til sammen har stærke og værdiskabende ydelser at byde ind med , både for så vidt angår økonomi, teknik og jura i forberedelse og gennemførelse af private investeringsprojekter i byggeriet. Og i kraft af Kuben Managements samarbejde med Exometric følger vi løbende udviklingen i hele landet. Vi afdækker, hvor der er behov for boliger, og vi kan understøtte investeringscasen med stærke data.

Strategisk samarbejde imødekommer kommunernes boligbehov
PBU har med nyinvesteringen i dansk boligbyggeri et ønske om at bygge billigere boliger, end man normalt ser i markedet. Det vil sige boliger, hvor eksempelvis pædagoger, sygeplejersker og politifolk har råd til at bo.

” Vi har etableret et samarbejde med Kuben Management om flere boligprojekter, idet Kuben Management har et meget bredt netværk til landets kommuner, hvor man i stor stil bygger almene boliger for selvejende institutioner, boligforeninger og kommuner. I dette set-up starter vi nu med opførelse af 64 boliger til salg og udlejning på én af de moler i Nyborg Havn, hvor DSB’s jernbanefærger i sin tid lagde til, siger ejendomsdirektør Ib Jansholt, PBU.

De 64 nye boliger på Midtermolen i Nyborg forventes at stå klar i foråret 2019. Byggeriet kommer til at bestå af 54 lejelejligheder og 10 penthouse-lejligheder, der forventes udbudt til salg.

”Boligerne er for alle, men vi ved, at især 55+ efterspørger denne type lejligheder,” siger ejendomsdirektør Ib Jansholt, Pædagogernes Pension (PBU).

 

Læs pressemeddelelsen om projektet hér.