Reference

haveHUSENE


haveHUSENE er et unikt andelsboligprojekt, som fra start har haft en vision om at skabe et nyt andelsboligbyggeri baseret på fællesskab, samt høj arkitektonisk kvalitet og funktionalitet.

Havehusene

Nyt og mangfoldigt andelsboligbyggeri i Aarhus

haveHUSENE er et unikt andelsboligprojekt, som Kuben Management har udviklet sammen med tegnestuen TRANSFORM.

Samarbejdspartnerne har fra start haft en vision om at skabe et nyt andelsboligbyggeri baseret på fællesskab samt høj arkitektonisk kvalitet og funktionalitet. Ud fra disse kriterier er områdets 39 andelsboliger og fem private rækkehuse blevet skabt.

Boligerne er udviklet med ønsket om at skabe en blandet boligbebyggelse, der henvender sig til en bred målgruppe. Andelsboligerne er udviklet i fem varianter, der består af townhouses i tre etager, rækkehuse i to etager, lejligheder i stueplan og lejligheder på 1. sal.

Andelsboligforeningen haveHUSENE blev stiftet i januar 2022, og boligerne er opført i det smukke og bakkede Lisbjerg, der ligger 10 kilometer fra Aarhus. De nye boliger er en del af den store byudviklingsplan, som Aarhus Kommune har tegnet for fremtidens Lisbjerg.

Havehusene Fællesområde

Byggeri med fokus på fællesskab og håndværksmæssig kvalitet 

Udviklingen af haveHUSENE har et stort fokus på at skabe gode rammer for fællesskabet i andelsboligforeningen og sikre et byggeri med høj arkitektonisk og håndværksmæssig kvalitet.  

Fællesskaber i fokus

Fællesarealerne udgør et vigtigt element i den kommende andelsboligforening. Boligerne bliver placeret i kanten af byggefeltet langs gadens forløb og vil omkranse et grønt areal, der skal fungere som et fællesområde. Rummet bliver et centralt mødested for andelsboligforeningens beboere og med et fælleshus i midten, bliver der skabt mulighed for fælles aktiviteter som fællesspisning og festlige sammenkomster.

Beplantning af fælleshaven og ambition om DGNB-certificering

Bevaringsbanken har desuden bistået projektet med naturfaglig rådgivning, og de bistår i dag andelsboligforeningen med at indrette og beplante haveHUSENEs fællesarealer med særligt fokus på lokale og bevaringsværdige frugtsorter og sankevenlige træer og buske.

Som led i at sikre et godt byggeri, bestræber haveHUSENE sig desuden på at opnå en DGNB Guld-certificering. I den forbindelse varetager Kuben Management rollen som DGNB-auditor for projektets totalentreprenør.

Havehusene Udsigt

Udsigten fra en altan i haveHUSENE

Databaseret udviklingsprojekt med rødder i andelstanken

haveHUSENE er skabt ud fra ønsket om at styrke og gentænke vores lange tradition for andelsboliger i Danmark som et betalbart alternativ til ejer- og lejeboligen, hvor fællesskabet har en central værdi.

Andelstanken er velkendt for os. Vi er ejet af NRGi, der er en af Danmarks største energikoncerner. NRGi er forankret i andelsbevægelsen og født ud af tanken om, at ”jo mere vi er fælles om, jo mere kan vi opnå”. Sammen med NRGi ønsker vi derfor at bidrage til den fortsatte udvikling af en moderne og energirigtig boligmasse – for alle. Det er med afsæt i dette engagement, at vi har taget initiativet til at udvikle haveHUSENE i et tæt partnerskab med projektets øvrige deltagere.

Vi har tidligere udført projektudvikling i samarbejde med blandt andre Pædagogernes Pension - PBU om Rådhus Have og Brahes Bakke. Men i dette projekt er det noget helt særligt, at vi i projektets tilblivelse varetager rollen som henholdsvis projektudvikler, bygherre og bygherrerådgiver.

I den tidlige udviklingsfase foretog analysevirksomheden Exometric, der siden 2017 har været en del af Kuben Management, en potentialeanalyse af projektet, der bl.a. belyste efterspørgslen på de forskellige andelsboligtyper og den generelle interesse for projektet fordelt på målgruppe. Kvalitativt blev der set på målgruppernes interesse for andelsboligtyper og størrelser. Analysen blev grundlaget for udviklingen og realiseringen af projektet.

Andelsboligforeningen haveHUSENE er bygherre på projektet, og vi har nu skiftet rolle fra projektudvikler til at varetage opgaven som bygherrerådgiver for andelsboligforeningen.

Mænd tager imod pris

Årets projekt 2022

Flere tusinde har stemt på de i alt 25 nominerede og dermed været med til at bestemme, hvem der fortjener æren af Ejendomspriserne 2022.

Ejendomspriserne består af fem priser, hvoraf Kuben Management løb med prisen for Årets projekt for Projekt haveHUSENE i Lisbjerg.

Som del af prisoverrækkelsen blev det fremhævet, at projektet haveHUSENE repræsenterer mange af de aspekter, som bliver efterlyst i fremtidens boligudvikling.