Artikel

Hos Kuben Management kan man forfølge sine udviklingsdrømme


Mød Simon Rolle-Jacobsen, der trives som bygherrerådgiver på et byggeprojekt i Carlsberg Byen på i alt 70.000 kvadratmeter med boliger, erhverv, forretninger og restauranter – og et tårn på 100 meter.

Simon Rolle

Erhvervsmæssig udvikling og arbejdsopgaver, hvor man har det helt store overblik, betyder for Simon Rolle-Jacobsen, at han er landet det helt rigtige sted som bygherrerådgiver hos Kuben Management.

Bygherrerådgivning er Kuben Managements kerneydelse, og det at bringe bygherre i mål med drømmeprojektet uden problemer og bump på vejen gør, at 34-årige Simon Rolle-Jacobsen trives i rollen som bygherrerådgiver.

Netop nu arbejder Simon på et byggeprojekt i Carlsberg Byen. Byggeriet er Byggeafsnit 10 på i alt 70.000 kvadratmeter, som skal indeholde både boliger, erhverv, forretninger og restauranter – som toppes med et tårn på 100 meter.

”Min helt store rolle er at følge projektet i forhold til økonomi, tidsplaner og granskninger af alt materiale, men det er også at forsøge at undgå bump på vejen. Som bygherrerådgiver er man bygherrens betroede partner i projektet. Jeg sætter stor pris på det tillidsfulde forhold, vi opbygger med vores bygherre og noget af det, der er spændende, er de varierede opgaver,” siger Simon Rolle-Jacobsen og forklarer, at man som bygherrerådgiver altid tilpasser sig bygherrens behov. 

”På nogle projekter skal en virksomhed indarbejde deres identitet og strategi i et nyt domicil, på andre skal der måske laves ”brandslukning” for at sikre, at bygherre kan overdrage et nyt hjem til en masse ventende købere. Vi skræddersyer altså vores rådgivning efter bygherrens behov,” siger Simon og forklarer, at fælles for alle opgaverne er, at de som bygherrerådgivere har overblikket over processen og sikrer, at byggeriet afleveres til bygherre til tiden inden for den aftalte økonomi og kvalitet. 

Kuben Management giver mulighed for faglig og personlig udvikling
De skiftende arbejdsopgaver er også noget af det, der betyder, at Simon synes, det er spændende at være bygherrerådgiver. Men han startede faktisk et helt andet sted, da han blev ansat hos Kuben Management for fem år siden: 

Med en baggrund som civilingeniør fra DTU blev han ansat som rådgiver i afdelingen Bæredygtighed og Byggeri, hvor han primært skulle beskæftige sig med mere tekniske ingeniørdiscipliner på afdelingens energiprojekter. Men efter tre et halvt år med opgaver på tværs af virksomheden havde han fået blod på tanden i forhold til bygherrerådgivning, da han kunne se, hvad hans kolleger udrettede på feltet. I samråd med sin leder, som også havde fået øje på Simons lederkompetencer og viljen til at nå godt i mål på sine projekter, fik han muligheden for at skifte til afdelingen Invest & Erhverv, som arbejder med projekter for private investorer, kapitalfonde og pensionskasser. 

”Det betyder meget for mig, at jeg som relativt ung i Kuben Management har haft stor medbestemmelse på, hvilke opgaver jeg ville tage, og i hvilken retning, jeg skulle udvikle mig. Kuben Management er en virksomhed med mange forskellige kompetencer i huset og med mange muligheder, hvilket gør det muligt at forfølge sit drive,” siger Simon. 

Han forklarer også, at muligheden for at skifte fokus undervejs og at udvikle sig, er noget af det, der har gjort, at han er blevet hos Kuben Management og kan se sig selv være i virksomheden i mange år. Og understreger samtidig, at det aldrig havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke hans erfarne kolleger havde stået klar med sparring, gode råd og et klap på skulderen, for bygherrerådgivning kræver ikke bare overblik og diplomati, men også stor teknisk faglighed og en god portion erfaring. Derfor er det vigtigt med kompetente og hjælpsomme kolleger. 

På forkant med problemerne 
Efter fem år i Kuben Management er titlen altså nu bygherrerådgiver - en rolle, som han stortrives i:

”Jeg kan godt lide at drive et projekt oppefra og have det helt store overblik og føle, at jeg gør en forskel for projektet. Jeg tror, at det er vigtigt for mange projekter, at der sidder nogle kompetente folk klar til at løse problemerne inden de bliver alvorlige. Det er noget af det, der driver mig: Altid at være på forkant,” afslutter Simon Rolle-Jacobsen.

 

"Min helt store rolle er at følge projektet i forhold til økonomi, tidsplaner og granskninger af alt materiale, men det er også at forsøge at undgå bump på vejen."
Simon Rolle-Jacobsen Bygherrerådgiver

Vil du høre mere om at arbejde i Kuben Management?

Kontakt os!

Henning Backe

København

Forretningschef, Investor og Erhverv

M:6124 4263 E:heba@kubenman.dk