Generationernes Hus - bygger bro mellem generationer
I maj 2020 blev Nivå Kommunes byudviklingsplan vedtaget. Det indebærer bl.a. at det udtjente Nivå bymidte og den nærliggende Nivå Skole Syd skal nedrives. Arealerne skal samtidig kædes sammen og suppleres med centrale fælles hovedfaciliteter, og suppleres med bymæssig bebyggelse, der med sin fortættede bebyggelse i op til 3 etager, skal sikre liv hele døgnet.
I projektet Generationernes Hus indgår opførelsen af en ny idrætshal i forbindelse med den allerede eksisterende NKK-hal. En markant tilbygning til det eksisterende bibliotek, hvor funktioner og status bliver mere i retning af et kulturhus end et klassisk bibliotek, som vi kender det i dag.
Der bliver i forbindelse med det nye kulturhus, etableret en ny SFO hvor de ældste børn i indskolingen skal huses. Det centrale hovedgreb er opførelsen af en ny firesporet folkeskole, som er disponeret med friarealer hele vejen rundt om bygningen, hvilket er en nyfortolkning af den traditionelle asfalterede skolegård.
Det hele bindes sammen af et landskabsprojekt, der skal skabe sammenhæng og facilitere mødet mellem mennesker i flere generationer. Der etableres et trygt bycentrum, der byder på en vifte af muligheder for at handle, gå på café, dyrke sine fritidsinteresser, lege og meget mere.
På længere sigt skal der opføres både boliger og en svømmehal, som skal generere liv og danne byrum, der understøtter visionen om et livligt samlingspunkt i hjertet af Nivå.