Reference

Helhedsrenovering af Stadionkvarteret


Stadionkvarteret i Glostrup er med sine 1.235 boliger et af Danmarks største almene boligområder. I 2019 blev en gennemgribende renovering af området afsluttet, hvor vi var bygherrerådgiver.

Helhedsrenovering af Stadionkvarteret i Glostrup

Nytænkende udbudsstrategi fremtidssikrer ét af Danmarks største boligområder

Stadionkvarteret i Glostrup er med sine 1.235 boliger et af Danmarks største almene boligområder. Bebyggelsen blev opført i 1955-66 som en klassisk stokbebyggelse i gule mursten. I mange år var Stadionkvarteret et godt bud på velfærdssamfundets nye, moderne boliger med bad, køkkener, grønne udearealer og plads til alle.

I begyndelsen af 2010’erne havde årene dog sat sine spor på de gulmurede boligblokke. En gennemgribende renovering var nødvendig, og den blev godkendt af Landsbyggefonden. Tage, døre og vinduer skulle udskiftes, hulmure isoleres, og der skulle etableres ventilationsanlæg i hele bebyggelsen samt ske en opdatering af installationer, såsom varmeanlæg. Dertil skulle de bolignære udearealer gentænkes. Målet for helhedsrenoveringen var igen at gøre Stadionkvarteret til et attraktivt og mangfoldigt boligområde med tidssvarende boliger til alle beboere.

Fremskudt udbud var løsningen på kompleks opgave 
- Samarbejde om udvikling af ny udbudsmodel

Efter udbud af hovedentreprisen blev vi i 2015 koblet på, som gennemgående bygherrerådgiver for de tekniske discipliner, og vi igangsatte en række byggetekniske undersøgelser for at skabe et overblik over opgaven. Det stod hurtigt klart, at en så stor og kompleks renovering ikke kunne løses tilfredsstillende ved traditionel fag- eller storentreprise.

I samarbejde med Glostrup Boligselskab, JJW Arkitekter og Advokatfirmaet Molt Wengel udarbejdede vi en særlig model med fremskudt udbud for projektets seks etaper. Første etape blev således udbudt på hovedprojektniveau, og de øvrige etaper på dispositionsforslagsniveau. Alt blev derefter udbudt i en samlet hovedentreprise.

”På en stor renoveringssag som Stadionkvarteret giver det rigtig god mening at udbyde projektet i hovedentreprise med kontrakt på 1. etape og løbende frigivelse af de efterfølgende etaper på baggrund af optimeringsrunder. Det skaber værdi i udførselsfasen”.
Lars Lynge Projektchef, Enemærke & Petersen

Workshops som værktøj i kvalitetssikringen

- Optimeringsrunder sikrede værdifuld erfaringsopsamling 

Før vi gik i gang med en ny etape, afholdt vi workshops, hvor vi indsamlede erfaringer. Dette bidrog til, at kunden kunne spare tid og penge i næste etape.

Projektchef Lars Lynge fra hovedentreprenør Enemærke & Petersen siger:

”På en stor renoveringssag som Stadionkvarteret giver det rigtig god mening at udbyde projektet i hovedentreprise med kontrakt på 1. etape og løbende frigivelse af de efterfølgende etaper på baggrund af optimeringsrunder, sådan som Kuben Management har gjort for Glostrup Boligselskab. Det skaber værdi i udførselsfasen, fordi det er det samme team af håndværkere, der udfører arbejdet fra etape til etape og derfor kan drage nytte af gentagelserne”.

Når renovering handler om mere end istandsættelse

Som sparringspartner for Glostrup Boligselskab bidrog vi under hele projektet til at definere formen for samarbejdet mellem bygherre, totalrådgiver og entreprenør, og under udførelsen fungerede vi som uvildig samarbejds- og optimeringspartner for parterne i sagen. Vores projektchef sørgede til de ugentlige møder på byggepladsen for, at alle  blev hørt, at samarbejdet fungerede, og at der var styr på tid, økonomi og kvalitet.

Renoveringen af Stadionkvarteret er en fremtidssikring, som skal holde i mange årtier. Derfor er der i renoveringen lagt vægt på både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Eksempelvis er der valgt bygningsmaterialer med en høj kvalitet og lang levetid.

Udover den generelle renovering og opgradering af Stadionkvarterets boliger, er sammenlægningen af et antal mindre lejligheder til større boliger samt etablering af tilgængelighedsboliger tiltag, der styrker områdets sociale bæredygtighed - helt i tråd med den almene sektors ambitioner om at tilbyde inkluderende boligtilbud.

Renoveringen af Stadionkvarteret blev afsluttet ultimo 2019.

Glostrup Boligselskab 19