Reference

Rudkøbing Gamle Skole


Den mere end 100 år gamle kommuneskole i Rudkøbing på Langeland har fået nyt liv og danner i dag rammerne om et alment seniorbofællesskab, samtidig med at byens ikoniske byport er bevaret.

Vinder af Renoverprisen 2023

Vinder af Renoverprisen 2023

Den 7. september 2023 kunne vi sammen med resten af holdet bag transformationen af Rudkøbing Gamle Skole løbe afsted med titlen som Danmarks bedste renovering 2023.

Ud af 182 indstillede projekter er vi meget stolte over, at det netop er Rudkøbing Gamle Skole, der blev kåret som vinder af Renoverprisen 2023.

Det store felt af projekter blev i første omgang skåret ned til 18 favoritprojekter og derefter yderligere indsnævret til kun fem nominerede projekter.

Et valgkollegium bestående af 88 personer fra byggebranchen, stemte herefter på deres favorit blandt de nominerede projekter, hvor det i sidste var Rudkøbing Gamle Skole, der løb afsted med sejren.

Rudkøbing Gamle Skole

Bevaring af Rudkøbings signaturbygning

Den Gamle Rudkøbing Skole mistede sin funktion som byskole i 2010 til fordel for den nybyggede Ørstedsskolen. Den nyere del af den tidligere skole blev kort efter ombygget til Sundhedshus, hvorimod den tidligere hovedbygning i flere år blev brugt til beskæftigelsesprojektet ’Job 21’. Den midlertidige anvendelse af hovedbygningen var en uholdbar løsning for kommunen, da bygningen så ind i større vedligeholdelsesarbejder.

Den gamle skoles hovedbygning er opført i 1921 og har siden da været en af Rudkøbings væsentligste signaturbygninger. Den gamle skolebygning er både som bygning og kulturhistorisk element dybt forankret i hjertet på mange Langelændere. Bevaring og fremtidssikring af hovedbygningen var derfor vigtig for lokalområdet, så bygningen også i fremtiden vil stå som porten til Rudkøbing.

I respekt for den oprindelige arkitektur

Transformationen af skolen er udført med respekt for den eksisterende arkitektur og bygningen har udvendigt bevaret sit karakteristiske udtryk og detaljering. Transformationen har hovedsageligt foregået indvendigt, hvor hovedbygningen i dag er blevet til 22 almene seniorboliger, og den tidligere pedelbygning er ombygget til fælleshus med gæsteværelser. Således bevares kulturhistorien udadtil samtidig med, at bygningen indadtil skaber plads og rammer til liv og fællesskab.

Rejsegildet for ombygningen og restaureringen blev afholdt på 100 års dagen for skolens oprindelige rejsegilde – netop for at fejre og markere bygningens start på de næste 100 år, nu som seniorbofællesskab.

Ombygning med fokus på genbrug, fællesskab og kvalitet 

Ombygning med fokus på genbrug, fællesskab og kvalitet 

Transformationen af den gamle Rudkøbing Skole har haft fokus på at genbruge og bevare så meget af den eksisterende bygning, som i 1921 blev opført i gode og gedigne materialer. Nødvendige bygningsdele, som f.eks. facadepartier og tag, er blevet udskiftet, så bygningen opfylder nutidige standarder, dog med respekt for bygningens oprindelige udtryk.

Lokalerne og indretningen af Rudkøbing Gamle Skole har givet gode muligheder for at skabe gode, moderne og lyse boliger for fremtidens beboere. De tidligere klasselokalers rumhøjde på lidt over 3 m og store vinduespartier giver boligerne en unik rumlighed og et smukt lysindfald.

Den oprindelige fordelingsgang med vinduer mod gårdrummet er bevaret og istandsat, således er den fortsat med til at fortælle den gamle skoles historien, samtidig med den skaber en lys og åben adgang til boligerne.

Rudkøbing Gamle Skole

Stor interesse for at leve sammen 

Boligselskabet Langeland oplevede ved projektets begyndelse en stor interesse for seniorboliger, hvilket særligt kom til udtryk i deres to eksisterende seniorbofællesskaber i Rudkøbing.

Det lå derfor naturligt at Rudkøbing Gamle Skole skulle omdannes til seniorboliger.

Et grundelement for projektet er desuden, at seniorboligerne og fællesarealerne kan være med til at fremme livskvaliteten, afhjælpe ensomhed og understøtte at ældre kan blive boende i egen bolig så lang tid som muligt.

Ny funktion sætter nye krav til bygningen

Med bygningens nye funktion som seniorboliger var det særligt vigtigt for projektet, at imødekommende brugernes behov, både inden i og uden om bygningen.

Dette kommer særligt til udtryk i det øgede fokus på tilgængelighed, der både ses i stierne omkring bygningen, boligerne moderne og tidssvarende indretning samt elevatoren, der sikrer adgang til alle etager.