Artikel

haveHUSENE vinder Aarhus Arkitekturpris "Byens Mellemrum"


Stort tillykke til hele holdet bag haveHUSENE med prisen – og ikke mindst tillykke til de mange beboere, der hver dag bringer liv, aktivitet og fællesskab ind i haveHUSENEs mellemrum.

Aarhus Arkitekturpris 2025 5 (1)

haveHUSENE vinder pris for arkitektur, fællesskab og mangfoldighed

Prisen for ”Byens Mellemrum” blev i går uddelt ved prisoverrækkelsen på Dokk1, som fandt sted i forbindelse med Aarhus Arkitekturuge. En trekløver, bestående af Carsten Møller, formand i andelsboligforeningen, Lars Bendrup, indehaver af tegnestuen TRANSFORM samt Søren Fonseca, afdelingsleder i Kuben Management fik overrakt prisen.

Fagkomitéen tildeler prisen til haveHUSENE på grund af projektets tanker om fællesskab og grønne rum, der understøtter det gode naboskab blandt haveHUSENEs forskellige beboere. Der er tænkt over, hvordan man mødes – både i og omkring boligerne – og projektet er et eksempel på, hvordan arkitektur kan styrke lokal sammenhængskraft. Derudover fremhæves projektets arkitektoniske stringens, rytme og skala.

TAK til fagkomitéen for de flotte ord og for anerkendelsen!

"I Kuben Management er vi utroligt stolte af den anerkendelse, som prisen er! Det bekræfter os i vores tilgang til at skabe byggede miljøer, hvor mennesker trives og lykkes – og det motiverer os til at fortsætte arbejdet med at udvikle rum, der fremmer meningsfulde fællesskaber."
fortæller, Søren Fonseca Pedersen Afdelingsleder
Trille Nielsens Gade Jørgen Clevins Gade, Lisbjerg, 8200 Aarhus N 10

Rum til fællesskaber og plads til forskelligheder 

Inspireret af det nære landsbymiljø danner haveHUSENEs 44 boliger en åben karréstruktur, der tilsammen omfavner en fælles have. haveHUSENEs arkitektur og placering på grunden har dermed givet plads til en fælles have som det naturlige samlingspunkt og mødested i andelsboligforeningen. Her kan tilfældige møder opstå, og forskellige aktiviteter folde sig ud – i mellemrummet mellem husene.

Til at understøtte det gode naboskab, er der i fælleshaven også opført et fællesskabshus, der tilbyder en ramme om fælles aktiviteter og arrangementer for beboere og besøgende.

Aarhus Arkitekturpris 2025 3

Ambition om at genstarte andelsboligen

Det første frø til at etablere en ny andelsboligforening i Aarhus blev sået tilbage i 2019. Fra haveHUSENEs spæde start har der været fokus på at skabe rum til fællesskab og plads til mangfoldighed – alt sammen i en smuk arkitektonisk ramme. Med NRGI som vores ejer, var det samtidig ambitionen at give ”noget” tilbage til Aarhus.

I Kuben Management er vi initiativtager til projektet, som blev skabt ud fra ønsket om at genstarte og gentænke andelsboligen som en vigtig del af det danske boliglandskab. Andelsboligen som supplement til ejer- og lejeboligen ser vi nemlig som en vigtig brik i realiseringen af den blandede by.

På den baggrund ønskede vi i Kuben Management at skabe et andelsboligfællesskab med plads til fællesskab, forskellighed og mangfoldighed. Derfor består haveHUSENE også af forskellige boligtyper i form af lejligheder i stueplan, lejligheder på 1. sal, to-etagers rækkehuse og tre-etagers townhouses.

De forskellige boligtyper skal møde forskellige ønsker og behov hos forskellige målgrupper og bidrage til, at haveHUSENE er et boligfællesskab – med plads til alle aldre, familieformer og livsfaser.

Aarhus Arkitekturpris 2025

Vi bringer byggeriets parter sammen

haveHUSENE stod færdigt i efteråret 2023 og er resultatet af tværfagligt samarbejde og fælles visioner.

Kuben Management har i tæt samarbejde med tegnestuen TRANSFORM udviklet andelsboligprojektet, herunder formuleret projektets vision. En særlig TAK skal derfor lyde til de dygtige arkitekter hos TRANSFORM Arkitekter, der har været med hele vejen, og som har givet visionen form. En særlig tak skal også lyde til Bevaringsbanken, der har bidraget med viden og visioner i forbindelse med udvikling og beplantning af haveHUSENEs mellemrum.

haveHUSENE ser vi som et godt eksempel på, hvordan vi i Kuben Management arbejder for at bringe byggeriets parter sammen og understøtter tværfagligt samarbejde - alt sammen for at skabe et bygget miljø, hvor mennesker kan trives og lykkes.

Derfor siger vi: Sammen bygger vi fremtiden!

Vil du høre mere om tankerne bag haveHUSENE?

Kontakt os! 

Søren Fonseca Pedersen

Aalborg

Forretningschef nord

M:2488 4983 E:sofp@kubenman.dk