Delehuse med forpligtende fællesskaber
Ved Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg danner 41 små boliger på blot 33 m2 rammen om en helt særlig form for hverdagsfællesskaber.
Her bor studerende side om side med unge flygtninge i en ordning, hvor de studerende fungerer som buddies for flygtningene og giver en hånd med i hverdagen.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Forenede Boligselskaber/KAB og Fonden Venligbolig ved 2+1 Idébureau.
Bag idéen og konceptet står We Do Democracy og ONV Arkitekter, der havde et realiserbart bud, på hvordan Frederiksberg Kommune kunne lykkes med at etablere flere fællesskaber på tværs af kulturer i kommunen – én af målsætningerne i kommunens sociale strategi om at forbedre integrationen, forstærke den demokratiske dannelse og skabe betalelige boliger i kommunen.
Boligerne stod klar til indflytning i december 2019.
Et prisvindende projekt
Holteprojekt (som nu er en del af Kuben Management A/S) fik i 2018 bygherrerådgivningsopgaven og sørgede for, at udbud og kontrakt med den vindende tilbudsgiver kom på plads.
Projektet blev herefter realiseret i et godt samarbejde med ONV Arkitekter, Ølgaard Ingeniører og Vega Landskab, og med Frederiksberg Kommune som sælger og som myndigheds-sagsbehandler.
Delehusene har nu været bosat i et par år, og Kuben Management har gennemført 1 års gennemgang. Mange har set gode muligheder i det innovative boligkoncept, og projektet har allerede vundet flere priser.
Blandt andet Hovedstadens Forskønnelsespris, Initiativpris af CPH Village 2020, Årets Byggeri 2019 under kategorien Bolig og Årets arkitektur af Politiken i 2019.