Byudvikling i de mindre samfund
Byudvikling i eksempelvis stationsbyer med 1.500 til 2.000 indbyggere giver rigtig god mening, fordi netop de byer i kraft af deres størrelse byder på nærhed, naboskab, natur, overskuelighed og ikke mindst priser på boliger og leveomkostninger, som de fleste har mulighed for at betale.
Undersøgelser viser, at eksempelvis fra 2020 til 2022 er befolkningstallet i landdistrikterne steget med mere end 6.000 indbyggere. Og på trods af en betydelig urbanisering, som har samlet stadig flere danskere i de større byer, bor der stadigvæk 50.000 flere danskere i landdistrikterne end i Hovedstadsområdet.
Især rentestigningerne har fået mange institutionelle investorer til at vende byggeriet i provinsen ryggen. Forklaringen er, at de ikke kan få forrentet deres investeringer, fordi der er grænser for, hvor meget folk har råd til at betale i husleje.
Men hvis eksempelvis de store pensionskasser kaster alle deres investeringer i projekter på Sjælland og i København, og de lokale byrådspolitikere ikke ønsker at støtte op om det almene boligbyggeri udenfor de større byer, så forarmes ellers velfungerende stationsbyer og købstæder.
Parcelhusene bliver ikke sat til salg, for der er ingen steder lokalt for de ældre at flytte hen. Hvis der ikke kommer nye borgere ind i de gamle parcelhuskvarterer, så lukker skolen og købmanden. Desuden nedlægges den lokale busrute, og så bliver afstanden til indkøb, skole og lægehus for lang. Og det er i hvert fald ikke bæredygtigt.