Onsdag den 6. april 2022 blev spaden for første gang stukket i jorden i Lisbjerg uden for Århus til vores pionerprojekt, HaveHUSENE.
En vigtig dag for et vigtigt projekt, som blev markeret med fællessang, taler, kaffe og kransekage i teltet, der var opsat for at skærme mod aprils uforudsigelige vejrforhold, der desværre bød på sne og slud. Vores medbragte paraplyer (med logo, naturligvis) fik dog dermed også mulighed for at slå sig løs.
Klik her for at se videoen fra projektets første spadestik den 6. april 2022
Forkromede spader tog første stik hjem
Første spadestik blev taget af Steen Stavnsbo, som er Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, sammen med repræsentanter for haveHUSENEs bestyrelse. De fine forkromede spader blev sat i jorden dér, hvor bolig B07 skal opføres, som er et af bebyggelsens tre-etagers townhouses. HaveHUSENEs bestyrelse stod desuden for guitarspil og fællessang af en omskrevet version af visen Svantes Lykkelige dag, der i dagens anledning var omskrevet til en vise om første spadestik. Sangen (og fællessangen) ligger fint i tråd med haveHUSENEs vision om at skabe en andelsboligforening med fokus på den nære natur og det nære fællesskab.
Bæredygtig byudvikling med billige boliger
Vi har allerede omtalt HaveHUSENE en del, fordi vi er særligt stolte over de mange gode egenskaber, dette byggeri kan bryste sig af. Dem fremhævede vores administrerende direktør Ulf Christensen også, da han satte et par ord på byggeriet: ”Det er jo et andelsboligprojekt, og det er noget specielt. Det er en speciel ejerform, som tager udgangspunkt i, at man er fælles om noget. Man er fælles i et ejerskab. Og så er det jo et nyt byudviklingsprojekt. Det er et bæredygtigt projekt. Fællesskabet betyder rigtig meget, og så har vi forsøgt at skabe nogle forskellige boliger, der kan tiltrække bredt fra befolkningen. Det er en måde at lave billige boliger på, og vi syntes, at markedet manglede dem, sådan en blanding mellem den almene bolig, ejerboligen og lejeboligen.”
Andelstanken skaber nyt fællesskab udenfor Århus
HaveHUSENE har rod i en opdateret 2022-version af andelstanken, og området byder både på fælleshave, DGNB-guldcertificering og blandede boligformer, som kan tiltrække både unge, familier og seniorer i en ny type af mangfoldigt boligfællesskab.
HaveHUSENE bygges i Lisbjerg, blot ti kilometer udenfor Århus, og består af 39 andelsboliger og fem private boliger. Boligerne bliver en blanding af tre-etagers townhouses, rækkehuse i to etager og stue- og etageboliger.
Del af større projekt, der står klar i 2023
Vi har udviklet projektet i tæt samarbejde med tegnestuen Transform, og det er entreprenør Rasmus Jakobsen A/S, som står for at opføre andelsbyggeriet med 4.572 etagemeter bebyggelse, der efter planen kan byde sine første beboere velkommen i sommeren 2023.
Boligerne bliver placeret tæt ved Lisbjerg Buen og er en del af i alt otte nye boligbyggerier i området, der skal bidrage til, at Lisbjerg med tiden bliver en bydel med plads til op mod 25.000 indbyggere.
Springbræt for lignende projekter
Kuben Managements ambition med HaveHUSENE er, at de kan blive springbrættet til at bringe lignende fællesskaber og andelsboligprojekter ud til flere dele af landet gennem nye projekter, som vi glæder os til at udvikle.