« Gå til nyhedsoversigt

98 nye leje- og almene boliger på vej til Roskildes centrum

Snart bliver en del af Roskildes toppede brosten erstattet med blandede boliger, når parkeringspladsen på Sortebrødre Plads i hjertet af byen viger for 98 nye boliger med grønne gårdrum.

Det er Industriens Pension, Boligselskabet Sjælland og Kuben Management, som netop har vundet et udbud om at udvikle området og det nye boligprojekt for et trecifret millionbeløb.

Området, der har fået navnet ”Klosterhaverne”, som bl.a. refererer til stedets historiske tilhørsforhold til Roskilde Kloster, er tegnet af Cornelius Vöge og Gründl Haahr.

Bygningerne får et alsidigt arkitektonisk udtryk, der er tilpasset, så de kommer til at flette naturligt ind i det eksisterende historiske miljø i centrum af Roskilde.

Klosterhaverne kommer til at rumme 68 lejeboliger, 30 almene boliger, café og butikker, der skal være med til at bibeholde den hyggelige stemning i området og samtidig skabe nyt liv. De 98 boliger opføres i 2½ til 3½ etager og får facader i røde mursten med markante fuger, saddeltage i rød tegl og skrå taghældninger.

Der bliver plads til 64 biler i det kommende parkeringshus, og visionen er, at det nye område vil forbinde handel, byliv og kultur på den attraktive beliggenhed nær stationen og hovedgaden.

Det nye byggeri forventes at blive bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld.
”Vores fælles ambition har under hele udviklingsforløbet været at inddrage økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed fra den spæde idé til det færdige byggeri”, lyder det fra vores adm. direktør, Ulf Christensen.

Han suppleres af Søren Tang Kristensen, der er ejendomschef i Industriens Pension: ”Bebyggelsens varierede udtryk, arkitektoniske kvalitet og beliggenhed i de historiske omgivelser gør, at vi om nogle år kan udbyde nogle meget attraktive lejeboliger. Vi er glade for at bidrage til udviklingen af det centrale område med et rigtig godt projekt, der giver stor værdi for både borgerne i Roskilde Kommune og for vores medlemmer."

Efter planen bliver første spadestik taget i midten af 2023, og byggeriet forventes at stå færdigt i slutningen af 2024. De almene boliger, der opføres i en delegeret bygherremodel, overdrages til Boligselskabet Sjælland, når boligerne er klar.

Læs mere om vores arbejde med projektudvikling.