« Gå til nyhedsoversigt

Bæredygtighed i byggeriet er mere end tabeller og certificeringer!

”Vi vil gerne flytte overliggeren for bæredygtighed i byggebranchen, og ikke kun dokumentere bæredygtighed ved at analysere data og udfylde tabeller!” lyder det fra Peter Aufeldt, der er forretningschef i afdelingen for Bæredygtighed & Byggeri i Kuben Management.
Han uddyber: ”Hvis vi f.eks. bliver involveret i en sag, hvor kunden først beslutter sig for, at byggeriet skal DGNB-certificeres umiddelbart inden det skal opføres, er der ofte fokus på at dokumentere, analysere data, udfylde tabeller og finde de sidste point, så bygningen kan opnå sølv eller guld. Men jeg synes, at vi i fællesskab skal tænke over, hvordan vi skaber mere bæredygtige byggerier fra starten – og altså går mere strategisk til værks, så vi fokuserer mere på byggeriets bæredygtighed, og mindre på dokumentation af de sidste point i certificeringsprocessen.”

Bæredygtig strategi fra starten
For Peter Aufeldt er det vigtigt, at man i byggebranchen/som bygherre tænker mere på helheden – og altså gerne helt fra begyndelsen. ”Det er især i starten af projekterne, vi kan rykke noget og tænke en strategi for bæredygtighed ind. Vi kan komme med input til design af byggeriet, hvordan det skal placeres på grunden, hvordan jorden skal håndteres og hvilke materialer, byggeriet opføres i. På den måde kan vi som strategiske bæredygtighedsrådgivere bidrage til, at bygherren tager de rigtige valg fra starten, i stedet for at vi bliver koblet på projektet senere og måske skal rette op på uheldige beslutninger til sidst.”

Eksplosiv efterspørgsel på bæredygtigt byggeri
Siden Peter Aufeldt kom til Kuben Management i maj 2019, har han oplevet, at efterspørgslen på bæredygtighed i byggeriet er eksploderet. Hans egen afdeling for Bæredygtighed & Byggeri er de seneste par år vokset fra 17 til 24 medarbejdere, og på bæredygtighedsområdet er væksten markant. Der er nu 14, som arbejder dedikeret med bæredygtighedsprojekter, og det svarer til, at cirka hver tiende af Kuben Managements medarbejdere arbejder med bæredygtighed, som er et vigtigt gennemgående tema for alle virksomhedens projekter. Det kræver at man sætter det rigtige hold: ”Det er naturligvis vigtigt, at vi både har bredde og dybde, når vi rådgiver. Og det rummer vi tilsammen. Vi har et team af medarbejdere med stærke værdier, og som fagligt og personligt er drevet af lysten til at skabe en grønnere verden,” fortæller Peter Aufeldt.

Alle vil arbejde med verdensmålene
Arbejdet med bæredygtigt byggeri handler om meget andet end at certificere med DGNB og Svanemærket. Peter Aufeldt uddyber: ”Vi hjælper bygherrerne med at afklare formål og målsætning for bæredygtighed, og vi rådgiver om, hvordan man kommer godt fra land. Vi vil gerne hjælpe med at formulere strategien sammen med bygherren fra starten. Altså blive helt klar på: Hvorfor betyder bæredygtighed noget for dem, og hvordan kan det blive en del af deres byggeprojekter? I øjeblikket vælger mange bygherrer at bæredygtighedscertificere deres byggerier, og her er det vigtigt, at de reflekterer over, hvorfor det er vigtigt for dem. Hvad er deres målsætning? Hvorfor vil de gerne arbejde med bæredygtighed, og hvad vil de opnå? Vil de skabe trygge boliger og miljøer, reducere energiforbrug og fremme vedvarende energi eller bygge med henblik på lavere drift og vedligeholdelsesudgifter?” lyder det fra Peter Aufeldt, der fortsætter:

”Alle vil gerne arbejde med verdensmålene, og mange er stolte af at gå rundt med det lille verdensmåls-logo på reversen af jakken. Men hvordan gør vi bæredygtighed mere håndgribeligt? Det er vigtigt, at kunden spørger sig selv, hvad de egentlig sat i verden for. Hvilke værdier har de i organisationen? Hvordan kan de arbejde strategisk med bæredygtighed ud fra det? Hvor finder de den røde tråd?”

Udvælg konkrete verdensmål
Afdelingen for Bæredygtighed & Byggeri har udarbejdet et værktøj, der både opererer på det strategiske, taktiske og operationelle plan, som bruges til at udarbejde bæredygtighedsstrategier for ejendomsporteføljeejere. Her kan man beslutte sig for sit strategiske afsæt, og derefter vælge, hvilke målsætninger, der skal gælde i f.eks. driftssituationer og ved nybyggeri.
”Det er OK at starte mindre ambitiøst og uden at tage munden for fuld, ved at udvælge nogle af verdensmålene og arbejde konkret ud fra dem. Så kan vi hjælpe med at beskrive, hvordan man når målene. Det kan f.eks. være vigtigt for kunden at have et godt indeklima, at spare på vandforbruget eller at prioritere social bæredygtighed, så deres eksisterende bygninger bliver bedre at bruge for alle. Vi har f.eks. samarbejdet med en kommune på et bæredygtighedsstrategiprojekt, hvor en af målsætningerne var at gøre adgangsvejene fra parkering af bil og cykel til bygningerne mere trygge bl.a. via bedre belysning og lavere beplantning, så ingen kan gemme sig i mørket og gøre brugerne utrygge. For kommunen var det vigtigt, at alle deres borgere kan føle sig sikre og trygt benytte bygningerne på mange tidspunkter af døgnet, både de ældre, der skal i strikkeklub, og børnene, der skal til gymnastik,” fortæller Peter Aufeldt.

Den strategiske bæredygtighed kommer først!
Peter Aufeldt uddyber: ”For mig er det ikke enten-eller, og jeg vil bestemt ikke tale folk fra at certificere byggerier. Men jeg vil gerne gøre op med opfattelsen af, at der er lighedstegn mellem DGNB og bæredygtighed.
DGNB er et værktøj, som vi kan og skal hive op af værktøjskassen, men der er mange andre værktøjer, der også kan bruges, som ikke nødvendigvis giver et certifikat, men som alligevel skaber resultater på bæredygtighedsbundlinjen. Vi har mange kompetencer og erfaringer indenfor bæredygtighed, og ud fra dem vi gerne være med til at række hånden op og sige: Den strategiske bæredygtighed kommer først! Så finder vi konkrete løsninger på opgaverne sammen, så der kommer en rød tråd i virksomhedernes og organisationernes værdier og det aftryk, de sætter på kloden,” afslutter Peter Aufeldt.