« Gå til nyhedsoversigt

Fremtidens skole bygger på børnenes drømme

Børnene har fået lov til at drømme med, når Fremtidens skole opføres i Haderslev. Leg, læring og natur er en del af byggeriets fokusområder.

Fremtidens skole opføres i Haderslev, og Kuben Management er med på holdet. I samarbejde med Pluskontoret Arkitekter, Arne Elkjær rådgivende ingeniører og konsulenthuset Autens varetager vi bygherrerådgivning, projektafklaring og opførelse af den nye skole, Sønder Otting Skole. En enestående skole, som er skabt med udgangspunkt i børnenes drømme og behov og med øje for morgendagens tendenser.

Sønder Otting Skole er en skole for 500 elever fra 0. - 6. klasse, som bryder med billedet af den traditionelle folkeskole. Her er legen med til at styrke læringen, og derfor er børnenes præmisser centrale for hele projektet og for designet. Et design, der er udviklet på baggrund af teamets indsigter fra de mennesker, som skal benytte skolen i fremtiden og som har en interesse i skolen.

Naturen er et andet vigtigt element, som børn holder af. Idéen med Sønder Otting Skole er at bringe naturen ind i skolen og skolen ud i naturen på én og samme tid. Derfor er skolen blandt andet en af de første skoler i Danmark, der bliver opført i træ. CO2-venligheden og en række andre tiltag bakker op om skolens ambitiøse tilgang til miljø og bæredygtighed.