« Gå til nyhedsoversigt

Nyt boligområde: Kronborg Strand

PBU - Pædagogernes Pension og PFA tog sammen med Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, i dag første spadestik til 'Kronborg Strand', et helt nyt boligområde med 156 lejligheder placeret på en af Danmarks mest attraktive beliggenheder på Helsingørs nye strandpromenade mellem Nordhavn og Hotel Marienlyst.

Set fra borgmesterkontoret i Helsingør, passer projektet perfekt ind i kommunens udviklingsplaner: ”Vi har et mål om at tiltrække flere borgere til kommunen, og jeg er sikker på, at det her byggeri yder et vigtigt bidrag til at opfylde den vision," siger borgmester Benedikte Kiær.

"Disse boliger er attraktive selv for københavnere, der ellers ikke havde i tankerne at flytte til Helsingør," siger ejendomsdirektør Ib Jansholt, Pædagogernes Pension, der også ser et stort køberpotentiale i det nordsjællandske opland.

Ejendomsdirektør i PFA, Michael Bruhn, ser også frem til byggeriet af Kronborg Strand: ”PFAs investering understøtter tillige vores strategi om ikke kun at investere i de allerstørste byer. De nye boliger skal skabe glæde for helsingoranerne og samtidig bidrage til et godt og stabilt afkast til vores pensionskunder," siger Michael Bruhn.

Som bygherrerådgiver på Kronborg Strand glæder vi os over, at PBU og PFAs flotte projekt nu realiseres, og vi ser frem til at være med hele vejen under udførselsfasen, til de 156 boliger forventeligt står klar til indflytning i slutningen af 2019.

Bag projektet ligger bl.a. en stor analyse fra rådgivningsvirksomheden Exometric, der har afdækket områdets boligpotentiale og analyseret målgruppernes boligbehov.

Danbolig Projektsalg A/S står for salget af boligerne i Kronborg Strand. Målgruppen er både enlige og par med og uden børn og 55+ segmentet, der vil slippe for besværet med hus og have, og hellere nyde livet på anden vis. Medlemmer i Pædagogernes Pension og PFA Pension vil have fortrinsret til boligerne.

Læs pressemeddelelsen PBU og PFA bygger 156 strandboliger med udsigt til Kronborg 

For yderligere information, se projektsiden for byggeriet: www.kronborgstrand.dk. Her kan interesserede skrive sig op til åbent-hus arrangement, som forventes i april måned.