« Gå til nyhedsoversigt

Stor milepæl: Andelsboligforening haveHUSENE er stiftet

Et nyt år markerer for mange starten på noget nyt. Den første uge af det nye år bød også på begyndelsen for andelsboligforeningen haveHUSENE. Torsdag d. 6. januar blev der nemlig afholdt stiftende generalforsamling for andelsboligforeningen haveHUSENE. Stiftelsen af den nye andelsboligforening blev enstemmigt vedtaget, og bestyrelsen for den nye andelsboligforening blev valgt.

Generalforsamlingen blev holdt på NRGI’s hovedkontor på Dusager i Aarhus Nord – et stenkast fra Lisbjerg, hvor haveHUSENE skal opføres. Går alt efter planen, kan vi invitere til første spadestik i starten april og begynde byggeriet af de 39 andelsboliger og de 5 private rækkehuse, som projektet nu består af.

Andelsboligen i nye og moderne rammer
Projektet markerer sig som ét ”first mover-projekt” og er skabt ud fra ønsket om at genstarte og gentænke andelsboligen i en ny retning. I Kuben Management ser vi nemlig andelsboligen som en vigtig del af det danske boliglandskab og som et betydningsfuldt supplement til ejer- og lejeboligen. Ved at bringe andelsboligen tilbage på banen får vi endnu et vigtigt værktøj, der kan sikre en helstøbt byudvikling med blandede ejerformer.

Jo mere vi er fælles om
Kuben Management A/S er ejet af NRGi, der er én af Danmarks største energikoncerner. NRGi er forankret i andelsbevægelsen og født ud af tanken om, at ”jo mere vi er fælles om, jo mere kan vi opnå”. Og netop den tanke har præget arbejdet med haveHUSENE:

”Stiftelsen af andelsboligforeningen er den foreløbige manifestation af vores unikke kunnen i Kuben Management, nemlig at skabe udviklende partnerskaber i byggeriet. Lige siden projektets spæde start, har vi stået for projektets udvikling, og vi har bragt byggeriets parter sammen på tværs af arkitekt, entreprenør, finansielle aktører, ejendomsmægler og kommunale myndigheder. Nu ser vi frem til at bistå den nystiftede andelsboligforening med teknisk og administrativ bygherrerådgivning i forbindelse med projektets opførelse. Og så glæder vi os til, at haveHUSENE er indflytningsklar til sommer 2023,” udtaler Søren Fonseca Pedersen, Afdelingsleder Kuben Management Nord.

Andelsboligen i nye og moderne rammer
Det er 2½ år siden, at vi i tæt samarbejde med TRANSFORM formulerede visionen og slog de første streger til projektet. Inspireret af andelstanken, er én af projektets visioner at skabe et nyt boligfællesskab med plads til alle, der bygger på demokratiske værdier, og hvor fællesskab er en central værdi.

Fra projektets spæde start, har det været visionen at skabe rammerne for, at fællesskaber kan opstå, og det gode naboskab kan flytte ind i haveHUSENE. En af projektets grundlæggende idéer er desuden at udvikle en ny boligbebyggelse med plads til alle. Derfor består haveHUSENE af flere forskellige boligtyper, i ét, to og tre plan, samt et fælleshus og en stor fælleshave. Med de forskellige boligvarianter kan andelsboligforeningen tilbyde forskellige hjem, der matcher de boligbehov, der findes på tværs af generationer, familieformer og livsfaser. Dertil skal haveHUSENEs fælleshave og fælleshus tilbyde rammer, der kan understøtte fællesskabet i foreningen.

haveHUSENE opføres på Lisbjerg Bakke i Aarhus Nord og bliver en del af Aarhus Kommunes store og ambitiøse byudviklingsplan for det nye Lisbjerg.  

Læs mere om haveHUSENE på www.havehusene.dk