Kolding er klar til kamp!
Kampgejsten er høj, og sportslivet sprudler i Kolding, hvor vi har været med til at realisere Danmarks teknologisk mest avancerede atletikstadion og en helt ny masteplan for Kolding Fodboldstadion.
Bygherrerådgiver Thomas Schou overtog stafetten og har løbet projektet med det nye atletikstadion i Seest idrætspark i mål, hvor vi som teknisk bygherrerådgiver har stået for udbud, kontrahering, udførsel, afslutning og aflevering af opgaven. På det nye atletikstadion finder man b.la. seks rundbaner, otte sprintbaner, kaste- og springfaciliteter og projektører til oplysning i mørke, og så har banen fået installeret Danmarks første pacerlys, hvor løberne kan selv indstille en tid, som de vil løbe efter.
Desuden har Chefrådgiver Nana Ussing Lunøe og Regionsleder Kurt Bech udarbejdet en masterplan for et nyt stadionområde og fodboldstadion i Kolding. Som første del af planen har Kuben Management været rådgiver på en ny hybridbane med indbygget varme og vandingsanlæg, og i forlængelse af det, har Aleksander Bonde, der også er bygherrerådgiver, været med til at realisere fire spektakulære lysmaster. De unikke lysmaster er specialdesignet af Sweco architects og produceret af Give Steel, og der findes ikke tilsvarende på de store stadions i Europa. Specielt for masterne er, at der i toppen af hver mast er indbygget 20 ton beton, som skal sikre, at der ikke opstår svingninger i masterne. Beregningerne af betonløsningen er udført af Ingeniørfirmaet Svend Ole Hansen ApS.
Lysanlægget lever op til både danske og UEFA-krav, så der på det nye stadion i fremtiden kan spilles Superliga-fodbold og Champions League kvalifikationer. Dermed er vejen oplyst, og drømmen om en plads i Superligaen for hjemmeholdet er banet!
På visualiseringen nedenfor kan man se, hvordan Kolding Stadion i fremtiden vil forme sig, når det står helt færdigt. Det bygges i flere etaper, når finansieringen løbende kommer på plads.
Et par gode eksempler på, at vi i Kuben Management beskæftiger os med mange varierede byggeprojekter i hele Danmark - og i mange forskellige discipliner – lige fra prisvindende skoler til ungdomsboliger, administrationshuse, nye former for andelsfællesskaber, DGNB-byggerier og certificeringer, udbygninger af kunstmuseer, kulturinstitutioner og realisering af topmoderne sportsfaciliteter, for blot at nævne nogle få.